Honningbedømmelse

Af Janne Skagbæk Jensen
9.oktober 2018

En skøn efterårsaften på Kokke- og tjenerskolen i Aalborg er netop afsluttet. Rigtig mange glade biavlere + ledsagere var mødt op med hver deres honningglas til årets bedømmelse.

I år var der indleveret 23 glas honning til bedømmelse, så dommerne havde en travl aften foran sig, og begge var mødt tidligt ind. Kriterierne for indlevering af honning til bedømmelse var akkurat, som de plejer at være. Honningen skal være rørt og uden etikette af nogen art, så den forbliver anonym igennem hele bedømmelsen. Dommerne i år var Flemming Rukjær fra Kokke- og tjenerskolen, Aalborg og Thomas Farsinsen, Aalborg måske bedre kendt som ”Madfar”.

Formanden Tord Marius Lorentsen bød på sædvanlig vis velkommen til det forventningsfulde publikum af biavlere fra Aalborg Biavlerforening, inden han overlod ordet til Hanne Rasmussen fra Staudeengen.

"Staudeengen er en virksomhed der ligger i Gundersted, langt ude på heden", startede Hanne Rasmussen og forsatte! Vi har tre tønder land hvorpå der avles aronia også kaldet surbær.

Førhen havde de haft Syrenhaven i mange år. Men med alderen havde de besluttet at blive pensionister, flytte til byen i et rækkehus og ellers bare nyde tilværelsen. Men det var skrækkeligt…. De vidste hvad naboerne skulle have at spise til aften, og gåturene hånd i hånd blev de hurtigt trætte af. Da de med deres katte ovenikøbet blev truet med at blive meldt til kattens værn, blev de enige om at bryde op og flytte ud på landet igen.

De fandt et forfalden men meget fantastisk sted, med ukrudt i halvanden meters højde og med murstenen spredt grundigt overalt. Her havde "Palmin Villy" og "Smør Marie" boet, som hver især var nogle rode-røve. Der var nok at tage fat på, så der skulle ryddes grundigt op. Der blev kørt massevis af læs på ”losseren”. Herefter blev 3500 træer plantet rundt om grunden for at få læ. Der blev lavet terapihave ned til den rislende Nidkær Å, lavet damme og fik udgravet og rengjort søen. Samtidigt plantede de masser af træer, planter og buske i haven. Bl.a. aronia buske, som de på dette tidspunkt overhovedet ikke kendte. Af folk der kom forbi haven og fik øje på buskene, blev de fortalt at bær fra denne busk var meget giftige, de måtte endelig ikke spise dem, ja man kunne endda dø af at spise dem. Det kunne de nu ikke forstå, for de havde set at fuglene spiste dem og de havde da også smagt et par stykker, så de blev googlet. Det viste sig at være det sundeste bær, og på denne måde startede pensionisterne deres nye eventyr med aronia i massevis.

I starten hvor parret deltog i åbne haver, så de få besøgende kun deres ukrudt i haven og viste slet ingen interesse og glæde for stedet. For 8 år siden vendte det hele prompte. Det var på en ferietur de havde til Harzen, hvor der tilfældigvis var Aronia Festival. Det gav dem ideen til lave deres helt egen festival i Gundersted. Som sagt så gjort. Der blev inviteret en kostvejleder og i stedet for de 4 trælse gæster til åben have, kom der nu 500 gæster. Året efter blev den kendte radiolæge Carsten Vagn Hansen kontaktet og inviteret. Da han er diabetiker og udmærkede kendte det unikke omkring aroniaen og dens værdi, takkede han også ja tak til at komme, og det var med enorm stor succes. Der kom 4000 gæster.

Til festivalerne sælges omkring 36 paller saft, og derudover forhandles aronia produkterne fra Staudeengen i over 100 butikker landet over.

Aronia er et decideret super-bær med et skyhøjt indhold af antioxidanter og mange vitaminer. Det kommer oprindeligt fra Nord Amerika. De mørke frugter der er på størrelse med et kirsebær, er bitre og har en meget rød saft. Buskene der sælges fra Staudeengen er fra sorterne Viking og Aron. 35 kg plukket bær giver 5 liter saft, så der skal nogle buske til. Bærerne modnes i september og oktober. Når de er plukket, køres høsten til Dresden ved Harzen i Tyskland, hvor den koldpresses og fyldes på dunke. En meget vigtig viden - saften må ikke varmes, da den derved mister en masse af deres næringsværdier. Resterne fra saft produktionen - også kaldet pulpen, tørres og sælges i firmaet som the.

Aronia bærret har en lang række af sunde virkningsområder bl.a. på diabetes, kolesterol sænkende, celleopbyggende, psoreasis, renser lever og nyrer og tager affalds stoffer med ud, hvis man døjer med mave, alle former for betændelse, forhøjet blodtryk, mod tandsten, smører slimhinder (i begge ender), forebygger forkølelse, styrker imumforsvaret, giver energi, godt i forbindelse med kræft og kemo, men desværre ikke helbredne osv. osv. osv.

Erfaring havde Hanne Rasmussen da også selv oplevet på egen krop. Efter en blodprop med et år ud og ind på sygehuset, blev aronia saften drukket 1 dl hver dag. Det gav hende overskud. Her kunne hun virkelig mærke, hvor godt det gjorde, da trætheden var hendes værste fjende.

Desuden blev vi advaret mod ingefærdrikken, som har været meget populær at drikke de sidste år. Det er vigtigt at holde pauser, da den er blodfortyndende, og man derfor ikke kan gennemgå en operation, hvis det akut skulle gælde.

Imellem oplægget blev der med kyndig bistand, også tid til at smage på herlighederne. Start med en lille tår, så to og så tre og herefter var man i gang.

Der blev sluttet af med salg af produkterne til et meget købelystent publikum. I anledning af arrangementet var der selvfølgelig et godt tilbud at hente.

http://www.staudeengen.dk/Forside.html

Godt kl. 20.00 begyndte det at rumstere ved dommerlokalet. Dommerne og de to sekretærer trådte frem og var allerede færdig med bedømmelsen.

De to dommere fortalte lidt om hvordan bedømmelsen var gået, og hvad de havde set. Det havde været spændende. Der har været mange flotte honninger, men det er jo ikke kun smagen, men også udseendet der tæller, berettede Thomas Farsinsen. De var meget enige om vurderingerne. Det går rigtig godt med renheden, som de havde talt om i mange år. Det er rigtig flot. I år har det været et svært år med honningen. Svært at styrer den og få det derhen, hvor man gerne ville. Honningen er blevet bedømt ud fra forventningen om, hvordan en honning skal være. Der har været flotte farver, gode konsistenser og der er selvfølgelig også nogen, som har hængt lidt i bremsen, sluttede Flemming Rukjær.

Herefter blev der af formanden Tord Maruis Lorentsen uddelt pokal og kyndige bedømmelser, som jo altid giver anledning til masser af god snak og samtale.

En runde op til honningbordet for at se de forskellige honninger og selvfølgelig smage lidt på det, blev der også tid til. Jeg smagte på vinderhonningen og den smagte da aldeles…… skønt. Stort TILLYKKE igen igen igen igen igen Niels Ørnbøl, du gør det fuldstændigt fantastisk og beundringsværdigt.

Duften af de fire svinekamme spredte sig himmelsk fra køkkenet, de var blevet sauteret med nelliker på et leje af løg og kartofler. Af fonden var der lavet en pragtfuld sovs. Til dessert var der romfromage med kirsebærsauce. Foreningen var vært ved en øl, vand eller et glas vin.

Tusinde tak for skøn vel tilberedt mad til Henning Barmer

Alt i alt en super dejlig aften, som vi alle vil huske tilbage på med en stor portion glæde.

Tak til dommerne Flemming Rukjær og Thomas Farsinsen for deres super indsats, og tak til alle fremmødte for en super herlig bi-aften i godt selskab.

 Resultatet af konkurrencen 2018:

Placering Navn Point
1 Niels Ørnbøl 97,60
2 Børge Thomsen 97,20
3 Janne S. Jensen 96,60
4 Peter Møller 96,40
5 Eva Stochholm Mortensen 96,20
5 Jørgen Bendsen 96,20
7 Vagn Søgaard 95,80
8 Jan Aaholm 95,60
9 Evan Lund 94,80
10 Knud Poulsen 94,40
11 Steffen Sørensen 94,20
12 Peer Nielsen 93,40
12 Jens Ole Olesen 93,40
12 Jens Würtz & Evy 93,40
15 Mette Rosengren 92,80
16 Børge K. Nielsen 92,60
17 Jette Kjeldgaard 92,40
17 Albert Schütze 92,40
19 Johannes Svaneborg 88,00
20 Søren Andersen 87,80
21 Amir Arabi 87,20
22 Ebbe Pedersen 82,40
23 Ole Dyhrman Nielsen 82,20

 PDF Se Bedømmelserne