Kursus: Vi laver en aflægger

Af Janne Skagbæk Jensen
6. juni 2017

Intro

Vi kan glæde os over at vores bigård nu er erklæret fri for bipest, og vi iler af sted, for at nå alt det, som vi er kommet bagefter med.

I går mødtes vi, som vi plejer i skolebigården, for at se en demonstration og lære at lave en aflægger og selvfølgelig få masser af bisnak.

Iført bidragter gik vi ud til stadet og så i praksis efter godt fyldte pollentavler, flotte forseglet yngeltavler og de skønneste honningtavler. Af disse tavler skulle der gerne komme den fineste lille familie.

Når vi nu laver en aflægger, er det for at få en god stærk familie til næste år, så råmaterialet til denne skal vælges med omhu. Det er samtidigt også en fin måde at få lavet varroabekæmpelse på.

Der bruges:

Et magasin eller en overvintringskasse med minimum 6 tavler.

Derefter 1 pollentavle

1 tavle forseglet yngel i juni, 2 tavler i juli eller 3 tavler i august.

1 fodertavle helst uforseglet ellers skal tavlen ridses op

Helst unge bier fra 2-3 tavler.

Kunsttavler som er dyppet i vand.

1 uge efter tjekkes der for dronningeceller – de skal klemmes. Den nye bifamilie føler sig nu dronningeløs, og vil med tak tage imod din nye dronning, der sættes til i bur. Husk at brække den lille tap af i indføringsburet.

Lad dem stå i 3 uger. I denne tid vil den nye ubefrugtede dronning forhåbentlig tage på parringsflugt og starte sin yngelsætning. Herefter er det tid til den vigtige oxalsyrebehandling.

En sjov lille detalje som nævnes er, at småfamilien kommer op på ca 15.000 bier. En ret pæn slat, må man sige.

 

Der blev vist 2 film om det at lave aflægger/ny småfamilie, som er lærerige og værd at gense:

Flemming Vejsnæs: Produktion af nye bifamilie. Èn måde at gøre det på https://www.youtube.com/watch?v=FRjTd193LX4 .I videoen kan du se en let måde at danne nye
bifamilier på, som kan indvintres som produktionsfamilier. Familierne laves med en dronningecelle, en pollentavle, en fodertavle og en yngeltavle. Der fejes bier fra to tavler
ned i familien. Familien oxalsyredryppes, så snart den er yngelfri.

John Svarres film: om aflægger/ny småfamilie

 

I forlængelse af dette kursus vil vi næste tirsdag kl. 19.00 besøge:

Himmerlandske bier

v/ Dronningeavler Ivan Nielsen

Stikvejen 6

9500 Hobro

http://www.himmerlandske-bier.dk/

Vi afhenter  vores forudbestilte bier. Foreningen vil være vært ved en øl eller vand.