Besøg på frugtplantagen i Blenstrup ved Skørping

 9. august 2016

Q Når man kommer kørende på hovedvejen fra Lundby Krat mod Hadsund, ser man straks Y-et (vejen der deler sig) og den lille fine private 2,5kw mølle der stikker lige op mod himlen, omgivet af masser af træer. Træer der står i lige linjer, række efter række. Lige der på dette idylliske kuperet sted, var vi på aftenbesøg.

Aalborg Biavler Forening havde nemlig et besøg d. 09-08-2016 kl. 19.00 på frugtplantagen på programmet. Nye medlemmer, 2. års, 3. års, 4. års, 5. års og medlemmer som har haft et helt liv med bierne var mødt talstærkt op med forventningsglæde til en aften i fællesskab, og med en del af naturen som kulisse, for at hører om livet med bierne på lige netop denne matrikel.

Vi blev budt VELKOMMEN af Bjarni og startede aftenen med en skøn velkomstdrik, som selvfølgelig var æblemost fra egen avl og skønne frugtskåle med smagfulde søde blommer og sprøde saftige pærer.

Bjarni fortalte om hans spæde start med plantagelivet først på Sjælland, og senere hvor han flyttede op til gården i Jylland. Her dyrkede han først jordbær, som gav ham kapitalen, til at plantageeventyret med alle frugterne kunne starte.

Regntøjet og gummistøvlerne blev fundet frem og vi gik i samlet flok en lang tur rundt i frugtlunden og nød den danske sommer, imens forsatte fortællingerne og nydelse af den frodige vækst blev indsuget. Vi fik et indblik af alle gøremålene, som han ene og alene selv står for, dog trækker han på familien, når der er højsæson og høsten skal i hus.

I dag har han 5.000 frugttræer med et bredt sortiment af forskellige sorter af æbler, pærer og blommer, som hovedsagligt bliver solgt fra hans eget gårdsalg alle lørdage fra september til maj, eller når skiltet er ude, og lur mig om der ikke også skulle være lidt æblehonning til salg.

Nu må vi jo ikke glemme bierne. Os som følger med i bigården i Lundby Krat, ved at Bjarni sværmer for trugstaderne, og 12 af slagsen har han stående i en fin lige linje, godt beskyttet af høje hække og æbletræer. Bistaderne var på nuværende tidspunkt blevet indvinteret på imellem 8 og 10 tavler. Der var godt gang i fodringen med sukkervand og alt forløb planlagt, og muligvis på grund af vejret, holdt de små kræ sig ”inden døre” og opførte sig meget eksemplariske.

Vi sluttede af med kaffe, masser af snak, hygge og hjemmebagt gulerodskage.

 

 

Tak fordi vi måtte komme, vi er blevet en skøn oplevelse rigere