Begynderkursus 2019 i Aalborg Biavlerforening

Af Janne Skagbæk Jensen

Østerådalen er et bynært område kun 3 km fra Aalborgs centrum.
Selve området Østerådal er over 100 ha. med et rigt fugleliv med lavvandede søer og våde enge som ved højvande oversvømmes af Østerå, sådan skriver Visit Aalborg.

Men vidste du også at Aalborg Biavlerforening har domæne i Infohuset i Østerådalen i dette skønne naturområde.
Hver tirsdag i bisæsonen samles nye medlemmer fra Aalborg og opland, hvor vi nyder at komme nærmere naturen, samtidig med at der er læring omkring honningbien, og guides uge efter uge af lærde folk.
Mange garvede bifolk lægger også vejen forbi for at hygge sig sammen, drikke en kop kaffe eller nyde en øl eller sodavand, deler problemer og erfaringer fra deres egen biavl. Måske har de også en bifamilie tilovers eller et velment råd.
Alle bifolk om det er en privat med få stader eller en erhvervsbiavler med mange stader, har de helt deres egen lille historie, hvordan deres karrierer med biavlen er startet. Der er mange sjove historier. Nogen har fanget en sværm, andre har interessen fordi de gerne vil værne ekstra om naturen eller have bestøvet deres træer og buske, og ofte er der arvet udstyr fra bedste faderen eller fra anden del af familien, som igen skal genbruges.


Fortællingerne er mange. En ting som er helt sikkert, det er let at tale med folk også fra andre nationer, der har den samme lidenskab for bierne. Så møder du en biavler et eller andet sted i verden, om det er i New York eller ved Hiroshima, er man helt sikker på, at man har noget at dele og snakke om.

26 nye medlemmer også med deres helt egne historier for at starte op med biavl, mødte op til deres første undervisningsaften tirsdag d. 26-02-19 og som altid kl. 19.00.
Igen i år har foreningen måtte melde alt optaget til kursuset, så det må tilskrives at være særdeles populært.
Det var, som det nu engang er på denne årstid, en meget mørk aften, ikke en vind rørte sig. Hvis ikke lige man vidste det i forvejen, var det altså formanden, der stod på P-pladsen med sin lygte (se billede) og viste vejen ned til infohuset.
Det er her i infohuset, at foreningen har holdt til siden foråret 2017. Før havde foreningen til huse i Lundby Krat.

Inden døre blev pladsen lidt trang. Der blev plads til alle ved at opstille små borde igennem hele lokalet, og formanden Tord Marius Lorentzen bød velkommen. Han og kasser Niels Ørnbøl vil også i år stå for dette års begynderundervisning. Et hverv som de begge har forberedt sig godt og grundigt til, blandt andet med materialer fra Danmarks Biavlerforening. Alt er lagt godt til rette.
Umiddelbart ser det også ud til at der er godt med bier ude i bigården, hvor der er 3 overvintrede familier i trugstaderne og 3 familier i opstablingsstaderne. Så der ser ud til at være en god grobund til forståelsen af selve arbejdet med bierne.

Aftenen startede med at alle fra bestyrelsen og bigårdsudvalget blev præsenteret. Derefter var der en hurtig gennemgang af ”Bierne og samfundet”. Vigtighed af biernes tilstedeværelse, kredsløbet, de forskellige bier, anatomi, æg og yngel, livscyklus og sprog. Klik desuden ind på foreningens hjemmeside og se materialer fra aftens undervisning.
I pausen havde vi fornøjelsen af servering fra Kirstines køkken af kaffe, franskbrød og selvfølgelig lækre kvalitetshonninger.

Efter pausen fik vi en gennemgang af materiel i form af trugstader, opstablingsstader og tavler. De forskellige betegnelser som mål og størrelser f.eks. 12x10 og langstroth, med alle deres fordele og ulemper.

Husker ganske tydeligt min første undervisningsaften i 2016. Jeg var helt høj, da jeg gik fra Vejgård Bibliotek, det var der undervisningen foregik dengang.
Hold nu op undervisning med bierne krævede mange hovedbrud. Var det noget, som jeg nogen sinde kom til at lære? Ja, kunne faktisk slet ikke sove, fordi der var så mange nye ord, der kværnede inde i mit hoved, og den mængde mærkelige data krævede da vist lige lidt af min forstand.
Men nu her 3 år efter er der kommet sådanne okay styr på det. Jeg troede at man bare skulle over til bierne 1 gang om ugen i sæsonen. Men jeg blev klogere. Ting tager tid – bier tager meget tid. Så kære kursister glæd jer, det bliver en oplevelse af de bedre. Man kan vist godt kalde det en læringsrejse.

Sum summmmm ssuuuuuuuummmmmm

Begynderkursus 2017 https://www.aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog/148-opstart-af-begynderkursus

Begynderkursus 2018 https://www.aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog/223-begynderundervisning-2018