Tilsætning af dronninger

Af Janne Skagbæk Jensen
30. juni 2020

Vi er nu i fuld gang igen efter at Covid 19 har forstyrret vores ellers normale gang i foreningen. Mange medlemmer kiggede også forbi tirsdag d. 30-06-2020, hvor der var udlevering af bestilte dronninger fra Himmerlandsk Bier, v/ dronningeavler Ivan Nielsen.

Samtidigt var der i skole-bigården forsættelse i at lave småfamilier. Den forgangne tirsdag var der lavet aflæggere:

Et magasin eller en overvintringskasse med minimum 6 tavler.

1 pollentavle

1 tavle forseglet yngel i juni, 2 tavler i juli eller 3 tavler i august.

1 fodertavle gerne uforseglet ellers skal tavlen ridses op

Helst unge bier fra 2-3 tavler.

Kunsttavler som er dyppet i vand.

Denne tirsdag var der så tid til at ”afluse” D.v.s. i boet bliver alle dronningeceller fjernet. Den nye bifamilie føler sig dronningeløse, og vil med tak tage imod den nye dronning, der sættes til. Husk at brække den lille tap af i dronningehylsteret. Tjek gerne en ekstra gang, selv om man er erfaren, ja det erfarede vi jo, kan det altså godt glippe ?

Når vi nu laver en aflægger, er det for at få en god stærk familie til næste år, så råmaterialet til denne bør vælges med omhu. Det er samtidigt også en fin måde at få lavet varroabekæmpelse på.

Har du ikke haft mulighed for at komme i skolebigården, er der også denne detaljeret forklaring fra John Svarrer som er lige til at gå til

DANNELSE AF EN AFLÆGGER

De fleste af os tænker ikke så meget over hvordan man laver en aflægger, men her vil jeg beskrive, hvordan jeg gør. Jeg har prøvet at lave en oversigt, som er tænkt på den måde, at man udfører et punkt ad gangen.

Hvis det kan lade sig gøre er det en god idé at lave en aflægger midt på dagen. Da er de fleste af

trækbierne nemlig ikke hjemme, og samtidig er det lettest at få de ungbier med, der skal til for at

passe den nye dronning optimalt.

De tavler der skal bruges behøver ikke at være fra den samme familie. Man kan godt tage tavler

og bier fra flere familier. Det er en god idé at flytte den nye aflægger så langt væk som muligt fra den bigård, hvor bierne er taget fra. Gerne til en anden bigård, hvis det kan lade sig gøre. Årsa-

gen hertil er, at kommer der trækbier over i den nye aflægger, vil de flyve hjem hvor de kom fra.

Flytter man aflæggeren langt væk, kan trækbierne ikke flyve hjem igen, og den nye aflægger får en god start på grund af, at trækbierne kan komme hjem med pollen og nektar. Men det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, at lave en aflægger i samme bigård, som man tager bierne fra.

1 : Vær sikker på hvor dronningen er i den/de familier hvor du tager aflæggeren fra, så hun ikke kommer med over i den nye aflægger. Derefter tages:

2 : En god pollentavle.

3 : Tre gode yngeltavler med udkrybende yngel.

4 : En fuld fodertavle, med så lidt forsegling som muligt - helst ingen. Bierne er nemlig ikke så glade for at bryde forseglingen. Er der ikke nok i én tavle, må man tage to.

5 : Tre kunsttavler.

6: Til sidst sættes et indskud ned efter den sidste kunsttavle. Et indskud er en plade som går helt ud til siderne og ca. 1 cm fra bunden. Indskud kan bruges både i trug- og opstablingsstader. Har man ikke et indskud, kan hele opstablingsmagasinet fyldes op med kunsttavler. I trugstader bøjes den isolerende sæk ned bag den sidste kunsttavle.

7 : Tavlerne sættes i rækkefølge startende med punkt 2. Det vil sige, at man starter med pollentavlen ved flyvehullet.

8 : Slut af med at ryste eller børste, hvis det sjasker med honning, de bier der sidder på ca. to tavler ned i aflæggeren. De tages fra yngellejet, og skal være fra tavler med åben yngel, da ungbierne, som skal passe den nye dronning, sidder hér.

9: Husk at indsnævre flyvehullet til ca. 2 cm da den nye familie herved har lettere ved at forsvare sig mod røveri. Til indsnævringen af flyvehullet kan man benytte et stykke skumgummi.

10: Lad aflæggeren stå i 8-9 dage uden den nye dronning. Fjern så de dronningceller der er kommet. Det er en god idé at ryste bierne af tavlerne for at være sikker på, at alle dronningecellerne bliver fjernet. Er der bare én tilbage, slår de den nye dronning ihjel.

11: Kontrollér at der er foder nok

12: Tilsæt den nye dronning.

13: Lad aflæggeren med den nye dronning stå i ro en uges tid, inden du kontrollerer om alt er, som

det skal være.

Magasin:
Pollentavle
Yngeltavle
Yngeltavle
Yngeltavle
Fodertavle
Fodertavle
Kunsttavle
Kunsttavle
Kunsttavle
Indskud

Det er fantastisk lærerigt og brugbart, at vi atter kan samles i skolebigården. Det giver en rigtig god læring at se, høre, tale og røre. Der var masser af spørgsmål, og vi fik en god snak på kryds og tværs.

Herefter gik vi indenfor i klubhuset i ly af regn og vind. Der var som altid varm kaffe og the på kanden, desuden kan der købes øl og vand til lave priser. Tøv endelig ikke med en god bi-snak med de erfarne biavlere, som altid har masser af gode fif - bare spørg løs. De øser meget gerne ud med deres mangeårige erfaringer.

Se videoen: Produktion af nye bifamilier af Flemming Vejsnæs

https://www.youtube.com/watch?v=FRjTd193LX4

Vi ses tirsdag d. 07-07-20 kl. 19.00