1-dags sensommertur til Læsø og den brune bi

Af Janne Skagbæk Jensen
19.august 2017

 En fantastisk dejlig sensommertur til Læsø og den brune bi er nu vel overstået. Hvad alle havde håbet på skete, vores bønner blev hørt, vejret var endelig for en gangs skyld med os biavlere, og viste sig fra sin allerbedste side med sol, kun få skyer og næsten ingen vind.

Tidligt lørdag morgen kl. 7.30 mødte 43 tilmeldte op ved færgelejet til Læsø, og i samlet flok gik vi ombord på færgen. Morgensolen tittede frem og for de fleste var det en dejlig overfart. Dog stod der en enkelt øverst oppe udenfor på dækket og nød synet og duften af havet, og klarede på denne måde sine kvaler. Lige inden landgang spillede Gerå Engvejens Gadeorkester op og satte ligesom gang i festen, og med store smil om munden gik vi i land på Læsø.

Bussen ventede som aftalt på kajen, og hurtigt kørte vi på et - en dags eventyr. Lars som vores buschauffør hed, var en rigtig lystig herre, der har et fortæller gen og en iver som ingen andre. Han fortalte lystigt om nær og fjern, om dette tætte bånd imellem beboerne på øen, at alle kender alle, om tiden nu om stunder og i gamle dage på Læsø. På en sjov og humoristisk måde, og om vi ville det eller ej - holdt han om nogen gang i smilene på os alle sammen. En sand fornøjelse at blive vist  rundt på øen af en stedkendt. Hvor intet er undladt og med en følelse af at have set og ikke mindst hørt alt det, man bør se og høre, som os fra fastlandet kan have interesse i.

Vores første stop var Læsø Saltsyderiet, hvor vi fik et foredrag om udvindingen af saltet. Hvordan der bl.a. bliver hentet i tusindvis af liter af grundvandet ude på Rønnerne. Vandet kan indeholde helt op til 14% salt, altså en femdobling af det normale saltindhold. At man desuden sætter en ære i at udvinde det på gammeldags maner´ med brænde som brændsel, som man også gjorde i middelalderen, ligesom deres bygninger er tro kopier fra denne periode. Der blev tid til at snakke og sidde og nyde en kop kaffe og en pandekage med is, imens andre afprøvede deres færdigheder med at gå på stylter.

En lille smut forbi den lokale Brugs i Byrum efter sandwich til frokosten. Her faldt vi over de lokale solbær, som vi på forhånd havde hørt en lille historie om. Bærrene sælges for kun 20 kr. for 1 kg. Det er billigt og måske lige før, at det kan betale sig at købe en færgebillet til Læsø, bare for at hente solbær.

Videre til Læsø Tang, hvor Rie åbnede butikken, og vi blev budt indenfor. Der blev smagt på forskellige tangprodukter søde og salte, og vores læring om Kattegats skattekamre blev udvidet til, at det ikke kun er fisk og skaldyr, men også al tang der kan spises, intet er giftigt. En sjov og anderledes oplevelse. Uden for Ries ejendom stod et mægtigt flot lindetræ, der kunne dateres tilbage til 1870. Lige sådanne et træ på denne størrelse, kunne vi godt bruge i baghaven. Hvor ville vi nyde biernes summen.

Med poserne fyldt op kørte vi videre mod Østerby, hvor vi så på små fine hvide huse med nylavede tage af ålegræs, der næsten nåede ned til jorden. Tage der blev lavet i etaper på flere år, eller måske sågar ventede på ålegræs, blot med plastic over. Lars forsatte med fortællinger, hvordan man skulle eje husene i mindst 10 år, for at kunne få statstilskud på 90% af kostprisen på at ny renovere dem, og at nogen valgte andre modeller med at lave halvt stråtag og halvt ålegræs.

En tur forbi havnen i Østerby, (hvor der forresten også er fine toiletforhold, meget godt at vide når man er på ø-tur) og forbi de små røde salgshuse på Smedievejen, med alverdens ting til købelystne turister fra fastlandet. Bl.a. var der finere hatte og luer, kasketter og uldne huer, som vist nok blev solgt af ”folk” fra København.

Videre på tur til Læsø Uldstue. Førhen blev der fra ejendommen solgt garn og uldtrøjer fra egen fåreavl. Manden er blevet ældre (kun manden), og de har ikke får længere, så nu er der kun salg af uldgarn, de køber fra spinderiet, hvor de plejer at få deres eget garn opspundet, og selvfølgelig af samme lækre kvalitet, blev der forklaret. Inspireret det blev vi. I laden hang en masse flotte farverige og virkelig skønne trøjer, som man skal bruge mere end den tildelte halve time til at kigge på. Og lur mig, måske bliver der en kold efterårs dag sendt en bestilling på en skøn lunere trøje eller måske mønster og garn dertil.

På Danzigmann var vi ude og se dronningparringstationen. Den ligger så langt ude på spidsen af øen på østsiden, og at der kun er indflyvning fra den ene side af øen gør, at man kan være helt sikker på, at det er renparringer af den brune bi.

Vi kørte op mod Skovhuset i Storedal, hvor Læsø Biforening hører til. Der er et fint udendørs kiggestade, som inspirere alle besøgende på stedet. Bierne bliver placeret i stadet omkring maj og bliver taget ud derfra igen i september. Stadet er ikke til overvintring af bierne, da det store plexiglas på begge ydersider ikke kan holde på varmen. Kommer man forbi huset, er man altid velkommen, og der er altid åbent. Der er ingen lås sat på og lyset tændes ved hjælp af tænd og sluk ur. Sulten var ved at melde sig, så madkurve og kaffe blev fundet frem. Der blev råhygget, snakket med folk på kryds og tværs og flere bekendtskaber skabt. Jens RKD og jeg havde taget sat os på fornøjelsen at være kagebagere + Christina Lillelund delte også lystigt rundt af sin.

Carl-Johan Junge og nogle medhjælpere stødte til vores selskab, ligesom 15 biavlere fra Sønderjylland. Tiden var kommet, hvor vi skulle høre foredraget om ”Den brune bi på Læsø”. Vejret var ved at blive lidt omskifteligt, til lidt dryp fra himlen, men det blev reddet ved, at alle mand kom ind under halvtaget på huset.

Der var engang, hvor der var udtalt brune bier i et stort område her i Europa, fordi de var bedst egnet til at leve her. Vi mennesker er kreative og har en evne til at blande alt, og måske mest efter krigen er det blevet interessant at blande racerne og få så meget honning som muligt ud af bierne, og når man gør det, er man jo med til at præge avlen og omgivelserne
Læsø har en størrelse der gør, at den kan rumme 300 – 400 brune bifamilier, som kan give en sund og god population af renavlet bier. Dermed kan øen også lave en forretning ud af at have brunebier, som også er vigtigt for øsamfundet og dens eksistens. Ideen med de brune bier opstod i 1980. I 1989 kom der en bekendtgørelse, at man ikke måtte tilføre bier til øen. Det blev dog ikke overholdt. Der blev også lavet en lov om, at øen var forbeholdt brune bier, men det gik galt, der blev en del uro, og der var mange stridigheder, og det var ikke rart. Øen skulle jo gerne være et fredeligt sted at være, og det er en målsætning, som bliver holdt i hævd. I 2005 blev der lavet en sameksistensmodel, så i den vestlige del må man have de bier man har, og i den nordøstlige del skal de være godkendte og brune. Der bliver her lagt et højt dronetryk og kun med godkendte bier, og med dronninger så langt mod øst som muligt.

Desværre er varroamiden også kommet til Læsø med en familie Buckfastbier. Deres bier klarer det udmærket, med to behandlinger om året, myrersyrer efter honningfratagning og fodring, og oxalsyre i december, men ingen dronefratagninger.

Der blev ikke fortalt meget om bierne og blomsterne, men det ved vi selvfølgelig også i forvejen. Hvad der blev lagt vægt på denne dag, er den besværlighed, det faktisk er i at bevare en ren race, som den brune bi jo er. At der ikke kommer krydsninger ind overhovedet. Hvordan man på øen er uenige i hvilke bier man skal eje og holde. Hvordan manden der har haft bier - måske hybriden buckfast i 30 år, med et godt resultat, at andre pludselig mener, det må man ikke mere, og så på ens egen matrikel. Måske er han fuldstændig ligeglad med bevaringen af rene racer og den brune bi, hvorfor skal han så være en del af det. Nej det kræver vist lidt forståelse og selvstændig interesse. Man kan godt forstå hvorfor og ikke mindst hvordan krige opstår ude i verden med folks forskellige kulturer. I dag kan de på Læsø tale og snakke sammen, heldigvis er de ikke i krig, men uenige er de stadig. De er blevet enige om at opdele øen på tværs, så langt er de da kommet. Så det store arbejde med den brune bi, arbejdes der videre med og nænsomt passes på. Først tænkte jeg, hvad har jeg fået ud af dette foredrag? ..... der er sandelig lagt op til eftertænksomhed.

Solen kom igen og en lille gåtur på 500 meter, ledte os ud mod heden og lyngen ved havet. Læsø bliver højere på nordsiden af øen år efter år, med op til 3-5 mm om året, og derude i det tørre og varme hedesand lever den ret sjældne biulv i kolonier. I juli og august er biulven i gang med at formere sig. Den graver gange og redekamre i op til 1 meter nede under sandet. Fanger 4-6 honningbier, lammer dem og placere dem sammen med et æg i hver redekamre. Der var rigtig gang i dem, og vi iagttog dem på nærmeste hold, travlt beskæftiget med at fører slægten videre.

Lidt tid var der i overskud, så bussen satte atter gang i hjulene, og vi kørte til Hummerhytterne der ligger på Horneksvejen. Hytterne blev brugt af hummerfiskerne til at sove i få timer om natten. Fiskerne satte deres garn ud om aftenen efter mørkets frembrud for at fange friske fisk - uden krabber, og tidligt næste morgen inden morgengry skulle de tages ind igen. De frisk fangede fisk blev puttet i hummerkasser og sat ud. Ugen efter blev den tømt og tidligt om morgenen gik de til Vesterø med hummerne i en våd sæk for at sælge deres fangst.

Godt mætte af indtryk, blev vi kørt til færgen og kunne gå ombord til en fornøjelig hjemrejse.