Så lakker bi-året desværre mod enden. Det sidste der mangler at blive gjort er oxalsyre- behandlingen.

Men heldigvis ser vi ind i et forhåbentlig godt biår 2022.
Vi fra bestyrelsen starter stærkt op, da det er lykkedes os at få fat i 2 kompetente og interessante foredragsholdere til vinterens foredrag.

Siden sidst har vi afholdt Honningbedømmelse på Kokke- og tjenerskolen i Aalborg.
Det var en rigtig skøn aften med hygge, foredrag og super lækker 3 retters menu.
En stor tak til Lise Holmgaard og Thomas Farsinsen som begge optrådte som kokke og dommere.
Årets honning var af højeste kvalitet, så dommerne kom på en
hård opgave.

Var du forhindret i at deltage, eller måske bare gerne vil gense noget af aftenen, kan du få et referat og resultat af bedømmelsen her: https://aalborgbiavl.dk/galleri/honningbedommelser/282-honningbedommelse-2021

Årets sidste arrangement i Aalborg Biavlerforening foregik i klubhuset Østerådalen hvor Pia og Karen Mette havde sørget for gløgg og æbleskiver, og Niels solgte små afvejede poser med oxalsyre.

Der var desværre ikke mødt ret mange medlemmer op, men vi fik da et par hyggelige timer med snak om biavl og alt mulig andet.

Venligst bemærk:
at
vinterens to foredrag afholdes på Gistrup skole, grundet Vejgård Biblioteks byrådssal er blevet delt i to, så der ikke er plads til os..

Program for vinteren:

Interesserede fra andre foreninger er som altid meget velkomne til foredragene

Tirsdag d. 25. januar 2022 kl.19.00 på Gistrup skole
Foredrag af Lars Bo Christensen fra Gjøl Bigård over emnet
Få mere ud af din biavl, der er ikke kun honning at høste.
Der serveres kaffe og småkager. Prisen vil være 40,00 kr.
http://www.gjol-bigard.dk/

Tirsdag d. 29. marts 2022 kl.19.00 på Gistrup skole
Foredrag af Rune Havgaard Sørensen fra DBF over emnerne

Den nye landbrugsaftale, hvad betyder den for bierne og biavlen?
Debatten om biavl i naturområder, hvad er op og ned?
Danmarks Biavlerforenings arbejde med varroabekæmpelse og biernes sundhed.

Der serveres kaffe og småkager. Prisen vil være 40,00 kr.

Tirsdag d. 01. marts 2022 kl. 19.00 i Infohuset Østerådalen
Opstart på begynderkurset 2022 afvikles med 4 teoriaftener:

01. marts Introduktion
08. marts Fra udvintring til hovedtrækket
15.marts Hovedtrækket og honningbehandling
22. marts Indvintring og varroa-behandling
05. april I skolebigården (Se på materiel og montere rammer)
12. april Besøg hos OBC Biavl (Materielforhandler)

Har du kendskab til personer, der evt. har lyst til at blive biavler, kan du henvise vedkommende til forenings hjemmeside.
Kurset forestås på skift af Niels Ørnbøl og Tord Marius Lorentsen.

Senest tilmelding 14. februar 2022
Kurset er gratis for DBF-medlemmer af Aalborg Biavlerforening. Øvrige kan deltage for den beskedne pris af 400,00 kr.

Tirsdag d. 26-04-2020 kl. 19.00
Starter den nye sæson i skolebigården.

Vi glæder os rigtig meget til en super spændende vintersæson i et skønt fællesskab. Husk at sætte et stort X eller flere i kalenderen.
Vel mødt!