april 2022

Orientering fra Aalborg Biavlerforening



En ny spændende sæson er startet i Aalborg biavlerforening. Vi har hernede i Østerådalen 3 overvintrede familier i trugstaderne og 4 overvintrede familier i opstablingsstaderne.
Så hvis ellers vejret vil, skulle det gerne eksplodere i staderne, og der vil blive noget at se på og tale om i skolebigården.

Vinteren har været en sjov en af slagsen. Næsten ingen sne og kulde, men skiftende perioder med solskin og regn.
Bierne havde i år tidligt deres renselsestur og påbegyndt at være ekstra aktive, så måske holdt du også øje med, om der skulle fodres ekstra i form af en ”madpakke”.
Umiddelbart ser det ud som et år, hvor de fleste bifamilier har overlevet, og allerede nu rumsterer de udenfor staderne.


Kom og deltag, både nye og gamle medlemmer, du vil altid være velkommen - måske vi finder på lidt ekstra sjov.

Der vil som altid være the og kaffe på kanden.


Siden sidst:

To gode foredrag er i vinterens løb blevet afholdt på Gistrup Skole med Lars Bo Christensen og Rune Havgaard Sørensen.
https://aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog/285-foredrag-af-lars-bo-christensen
https://aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog/288-rune-havgaard

Foreningens begynderkursus startede op den 1. marts i Infohuset i Østerådalen med 15 tilmeldte nye biavlere.
Igen i år kører det med de to lærere Niels Ørnbøl og Tord Marius Lorentsen, som på skift står for undervisningen.

Der køres 4 gange undervisning på skolebænken, derefter et besøg med at lodde kunsttavler i rammer og fremvisning af biavlerens værktøj.
Teorien sluttes af med et besøg hos materielforhandleren. Herefter er alle elever klar til at afprøve kunsten at passe bier, og blive sluppet løs i deres egne bigårde. Selvfølge kan de sommeren over stadig nyde godt af al den viden, de også kan trække på hos de erfarne biavlere de mødes med, når de kommer i skolebigården. https://aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog/289-besog-hos-obc

Når der slynges i skolebigården sælges foreningens honning til medlemmerne til dagspriser. Man skal selv medbringe spande.



Sommerens program:

Foreningens aktiviteter foregår altid på tirsdag kl. 19.00 hvis ikke andet er nævnt

Tirsdag den 26. april kl. 19.00
Opstart i skolebigården i Østerådalen med sang og et glas mjød. Måske er vejret så godt, at vi kan se til bierne.

Som sædvanlig er der kaffe på kanden og desuden kan der købes øl og vand.

Onsdag den. 27. april kl. 18.00 Brønderslev
Denne aften er vi inviteret op til Biavlerforeningen Vendsyssel for at se deres nye OPTIMAL STADE.

Opfinderen af stadet kommer og fortæller om alle stadets fortræffeligheder.
Se mere i l disse links
https://bifv.dk/invitation-til-stade-moede/
Optimal stade

Tirsdag den 7. juni. kl. 19.00 Østerådalen
Demonstration i at lave en aflægger.
Der bliver sendt en forudbestilling ud på e-mail, hvor der noteres sin bestilling til køb af dronning hos Ivan Nielsen.

Tirsdag den 14. juni. kl. 19.00
De bestilte dronninger udleveres

Tirsdag den 21. juni. kl. 19.00
Slyngedag for nybegyndere i Østerådalen. Bliv godt klædt på i slyngningens kunst. Lær hvordan du fra start til slut slynger dine dyrebare dråber, holder en god hygienje og efterlader dine redskaber/materialer.

Den 28. juni. kl. 19.00 Stae
Går turen op til vores formand, Tord Marius Lorentzen, Halsvej 174, Stae, 9310 Vodskov.
Marius vil fremvise sin enestående bigård med alle de farverige stader. Der vil også være mulighed for at se og studere hans samling af forskelligt biudstyr, måske med rette kaldt bi-museum. Der vil også være tid til et kig på mjødbrygning.

Den 9. august kl. 19.00
Østerådalen. Der vil være en grundig gennemgang af varroabehandling med myresyre. Der kan købes myresyre til brug for medlemmernes egne bifamilier.

Husk: Tag selv plastdunke med. Det kan være de grønne kemikaliedunke, dem til eddike eller lign.
Af sikkerhedsmæssige årsager dog ikke nogen dunke eller flasker der er beregnet til drikkevarer.

Den 6. september kl. 19.00
Afholdes det afsluttende møde i skolebigården. Vi sørger for, at bigårdens materiel og lager er klar til vinteren.



Hver tirsdag i bisæsonen, selvfølgelig hvis vejret tillader, bliver der gennemgang af bistader kl. 19.00 (hvis andet ikke er anført) i Østerådalen.

Det er her, du kan få fingrene i de søde sager. Der vil i praksis blive vist, hvad der gøres i staderne på de givne dage og evt. få en god snak herom. Skal hilse og sige det er mega lærerigt og vildt spændende

Der sælges som altid øl og vand.

Vel mødt. Ønsker alle en dejlig sommer og selvfølgelig et supergodt bi-år!



NB. Bestyrelsen ser gerne at medlemmer har deres egen bidragt med i skolebigåden.