Orientering fra Aalborg Biavlerforening

September 2019
Af Janne Skagbæk Jensen

 

 

Snart kan vi vinke farvel til sommeren 2019. En sommer med svingende vejr, masser af sol, regn og tilmed skybrud flere gange. Bierne startede med at sværme meget tidligt i sæsonen og endda op til flere gange, måske har det påvirket honninghøsten, der flere steder har været lidt under normalen.

Årets største udfordring må være, som det også massivt ses og læses netop nu - både på TV og i aviser, at opretholde prisen på den rene gode danske honning og få strammet reglerne omkring markedsføringen heraf. Mange nordjyske biavlere må trække stikket i år, fordi de taber penge på deres erhverv. Den honning der i stor stil sælges til meget få penge i butikkerne, mener vi, at mærkningen vildleder kunderne. Produktet har et fint iøjenfaldende dansk flag og har det dansklydende navn Jacobsen. Nederst på glassene står der i venstre hjørne med småt ”Blanding af honning fra lande i og udenfor EU” altså udenlandsk honning, men blot tappet i Danmark. Bekymrende er det, at der bl.a. importeres 1700 tons honning fra Ukraine. Lande som Frankrig og Spanien har allerede ændret deres mærkning for at beskytte deres egne avlere, så det håber, og ønsker vi også, at de danske politikere vil gøre efter.

Den årlige generalforsamling afholdes den 24-09-2019 kl. 19.00, og bestyrelsen skal opfordre medlemmerne til at møde op. Det er som altid, når foreningens medlemmer er samlet en hyggelig aften, med lidt godt til ganen, og hvor man uforpligtende har lejlighed til at give sin mening til kende.

Husk vores hjemmeside, www.aalborgbiavl.dk hvor alle forhold om foreningens virke og kontaktoplysninger vil være opdateret hele tiden.

På hjemmesiden www.aalborgbiavl.dk/stadepladsen vil det også være muligt at få optaget indlæg, annoncer og fotos fra medlemmerne. Bidrag sendes til bestyrelsen.

Se også vores billedbog www.aalborgbiavl.dk/galleri/billedbog

En stor tak til disse fine indlæg om deres tilgang til biavlen fra Begynderholdet 2019 https://www.aalborgbiavl.dk/aktiviteter/modtagne-breve

Kig også forbi Danmarks Biavlerforenings hjemmeside www.biavl.dk , hvor der er et forum med tusindvis af emneopdelte indlæg fra medlemmerne. På denne hjemmeside findes der også mange faglige temaer.

Program for efteråret 2019:

Foreningens aktiviteter foregår altid på tirsdage kl. 19.00 hvis ikke andet er nævnt

  • Tirsdag d. 10. september

Finder det afsluttende møde i skolebigården sted. Vi sørger for at, at bigårdens materiel og lager er klar til vinteren.

 

  • Tirsdag d. 24. september

Generalforsamling. Se vedlagte dagsorden m.v. Der serveres en forfriskning og lidt mad.

Print selv program ud.

 

  • Tirsdag d. 22. oktober

Afholdes årets honningbedømmelse på TechCollege, Rørdalsvej 10, 9000 Aalborg. Honningen vil blive bedømt af kyndige dommere. Honning til bedømmelse skal indleveres dagen før, mandag den 21. oktober i tidsrummet kl. 17 til 19 hos Niels Ørnbøl, Vingen 4, 9210 Aalborg SØ 

Man kan højst deltage med 1 glas rørt honning pr. medlem. Husk ingen etiketter på glas til bedømmelse! Da det gerne skulle være anonymt for dommerne.

 Alle får bedømmelseskort på sin honning, og dommerne vil efter bedømmelsen kommentere bedømmelserne. Medens dommerpanelet arbejder, vil vi andre blive underholdt af en spændende foredragsholder, de sidste aftaler er ikke helt i hus - mere herom følger senere på https://www.aalborgbiavl.dk/kalender/13-honningbedommelse?date=2019-10-22-19-00

Deltagelse i dette arrangement koster 50 kr. pr. person, hvor du vil få din honning bedømt gratis og foreningen vil være vært ved lidt at spise samt et glas rødvin, øl eller vand. Derudover vil der kunne købes sodavand, øl og vin til fordelagtige priser. Maden laves af kokkeskolen.

Igen i år vil der være forhåndstilmelding på grund af tilberedning af maden.
Tilmeld  senest den 14. oktober via det link du har fået i seneste nyhedsbrev.

  • Lørdag d. 23. november kl. 13.00

Afholdes årets sidste sammenkomst i Østerådalen. Oxalsyrebehandlingen gennemgås, og der vil blive serveret gløgg og æbleskiver. Det vil være muligt at købe afvejet oxalsyre 7,5 g for 5,00 kr.

 

Vel mødt!