ORIENTERING FRA AALBORG BIAVLERFORENING

Af Janne Skagbæk Jensen

I skrivende stund er efteråret og vinterens vejr over os. Det er hvidt derude og temperaturen ligger ofte under minus.
Måske skal noget af vinteren bruges på at rengøre og klargøre materiel. Rammer skal trådes, og det siges, at det er godt at fjerne propolis i frostvejr, så springer det ellers så klistrede stads let af ved skrab/rengøring. Ja, der er nok at tage sig til, når vi skal gøre klar til at vores små husdyr igen skal have en god start på foråret og familieforøgelsen.
Nedenunder er der nogle gode tilbud, som vil være med til at forsøde vinteren en hel del.

På generalforsamlingen var der nogen snak om forholdene vedr. bigården i Lundby Krat. Lad os være enige om at Lundby Krat ligger meget skønt og idyllisk, og der er masser af træer og flot natur. Mere problematisk er det, at forholdene ikke er helt ideelle for bierne, måske med følger som sygdom og død i flere år. Begrundelser som at det trækker, og det er i bunden af en dal og der er koldere. Bierne skal op over træerne for at komme til trækkilder osv.

Desuden har en del medlemmer kritiseret forholdene, når der slynges og at rengøringen af grej foregår på toiletgulvet, som man med rette må sige er særdeles tvivlsomme. Derudover er der en dårlig akustik i møderummet i huset, hvor det er svært at hører noget ved større forsamlinger.

Derfor arbejdes der i bestyrelsen og skolebigårdsudvalget om en flytning. Vi har allerede været til fyraftensmøde i Infohuset i Østerådalen, hvor meget fine forhold er blevet tilbudt til os og ikke mindst til bierne. Så status quo lige nu er, at vi har fået et tilbud, som vi ikke kan afslå, og en flytning er derfor på dagsordenen. Vi mangler de sidste forhandlinger, så mere information følger senere.
Endelig vil al hjælp til foråret med flytningen, fra stor og lille - ung og gammel være mere end kærkommen, og kan du byde ind med en trailer, vil det være fuldstændig fantastisk.

Vi har i oktober afholdt en super hyggelig aften med honningkonkurrence, film og dejlig mad. Var du forhindret i at deltage eller måske bare gerne vil gense noget af aftenen, kan du få et referat og resultat her: http://www.aalborgbiavl.dk/galleri/honningbedommelser/132-honningbedommelse-2016

Noget af det sidste vi mangler ude i bigårdene rundt om i det danske land, er december måneds oxalsyrebehandling. Oxalsyre kunne købes lørdag d. 12-11-2016 i klubhuset i Lundby Krat, hvor vi også nød hinandens selskab med gløgg og æbleskiver.
Den meget vigtige varroabekæmpelse skal foretages, når bifamilien har en yngelfri periode, dvs. så lidt yngel som overhovedet muligt, da syren ikke virker bag forseglingen af yngelcellerne. Det plejer at passe med, at man foretager behandlingen først i december efter en kuldeperiode .
Den dag man foretager behandlingen, må der gerne være frostvejr, men helst ikke for megen vind, da bierne så vil flyve op, og derved bliver kuldedræbt. Den lune 35 -37 graders opløsning sprøjtes ud over vinterklyngen, hvor bierne sidder. Blandingens holdbarhed er 14 dage ved stuetemperatur og 6 mdr. i køleskab.

Apropos dit kendskab til varroamider, så kan du blive meget klogere og tage din eksamen online ved Danmarks Biavlerforening og oven i købet få et bevis, det hele ganske gratis. TØR du – her blev det bestået med 29 ud af 30 rigtige

http://www.varroa.dk/e-learning/eksamen/

Det vil så sige, at vores gang i bigården er ved at være temmelig begrænset, og kan så erstattes med lidt social hygge og måske ny læring indendørs sammen med andre biavlere. Så derfor, sæt allerede nu et kæmpe kryds i kalenderen til nogle super hyggelige timer. Vi kan glæde os til at få besøg af 2 meget erfarne herrer, som vil lægge vejen forbi Aalborg Biavlerforening og temmelig sikkert inspirere os grundigt.

Program for vinteren:

Interesserede fra andre foreninger er som altid meget velkomne til foredragene

Tirsdag d. 07-02-2017 kl. 19.00 på Vejgård Bibliotek i lokale 1

Foredrag v/ Peter Stougaard der har beskæftiget sig med Buckfast dronningeavl i mere end 25 år.

Der serveres kaffe og småkager. Prisen vil være 40,00 kr.

Tirsdag d. 28-03-2017 kl.19.00 på Vejgård Bibliotek i lokale 1

Foredrag v/ Flemming Vejsnæs ”Den nye varroa strategi og stadekort.dk.”

Der serveres kaffe og småkager. Prisen vil være 40,00 kr.

Tirsdag d. 28-02-2017 kl. 19.00 i Infohuset Østerådalen (bemærk - nyt sted)

Opstart på begynderkurset 2017 afvikles med 4 teoriaftner:

28. februar Introduktion
07. marts Fra udvintring til hovedtrækket
14.marts Hovedtrækket og honningbehandling
21. marts Indvintring og varroa-behandling  

Herefter:

04. april I skolebigården (Se på materiel og montere rammer)

11. april Besøg hos OBC (Forhandler)

Har du kendskab til personer, der evt. har lyst til at blive biavler, kan du henvise vedkommende til forenings hjemmeside.

Kurset forestås på skift af Niels Ørnbøl og Tord Marius Lorentsen.

Senest tilmelding 14. februar 2017

Kurset er gratis for Dbf medlemmer af Aalborg Biavlerforening. Øvrige kan deltage for den beskedne pris af 400,00 kr.

Tirsdag d. 18-04-2017 kl. 19.00

Starter den nye sæson i skolebigården.