November 2015
Orientering fra Aalborg Biavlerforening

Af Tina Buth Rasmusseen

Så er det tid til orientering fra Aalborg Biavlerforening. Sommeren er forbi, og det er tid til vinterens aktiviteter. Det første arrangement har allerede fundet sted, idet vi har afholdt den årlige honningbedømmelse på Food College i Aalborg. Det var som sædvanlig en god aften med god mad fra skolens store køkken og hyggeligt samvær mellem de fremmødte medlemmer.

Resultatet af konkurrencen blev som følger:

1. Niels Ørnbøl 96,2 point
2. Anders Bo Nielsen 96,1 point
3. Karen Hansen 95,8 point
4. Søren Andersen 95,6 point,
4. Keld Skygge Andersen 95,6 point.

De fem vindere deltager i konkurrencen med Arden og Østhimmerland B.F. i januar 2016, se nedenfor.

Husk vores hjemmeside: www.aalborgbiavl.dk hvor alle forhold om foreningens aktiviteter og kontaktoplysninger vil være opdateret hele tiden. På hjemmesiden vil det også være muligt at optage indlæg, annoncer og fotos fra medlemmerne. Bidrag sendes til bestyrelsen.

********************************************************************************

Program for vinteren 2015/2016
Interesserede fra andre foreninger er som altid meget velkomne til foredragene.

Onsdag den 6. januar afholdes den sædvanlige honningkonkurrence mellem vores forening og naboforeningerne i Arden og Østhimmerland.

Oplysninger om sted vil følge.

Tirsdag, den 19. januar kl. 19.00 i lokale 1 på Vejgård Bibliotek, Hadsundvej 35, 9000 Aalborg

Foredrag v/ Eigil Holm, der er forfatter til Lærebog om Biavl, blandt meget andet. Eigil Holm vil fortælle om bipest, og ny viden om biernes parring.
Der serveres kaffe og kage. Prisen vil være 40 kr. pr. person.

Tirsdag den 15. marts kl. 19.00 i lokale 1, på Vejgaard Bibliotek

Knivholt Bilaug kommer og fortæller om deres forening, og de tiltag de har igang for at udbrede kendskabet til biavl. Der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål og diskutere hvordan man kan drive en forening.

Pris inklusive kaffe og kage 40kr.

Begynderkurset 2016 starter den 1. marts kl. 19.00 og afvikles med 4 teoriaftner på Vejgård Bibliotek, lokale 1. De efterfølgende teoriaftner afholdes den 8. og 22. marts samt den 29. marts. Den 5. april foregår undervisningen i skolebigården og den 12. april aflægges der besøg hos en materielforhandler.

Har du kendskab til personer, der eventuelt har lyst til at blive biavler, kan du henvise vedkommende til foreningens hjemmeside. Kurset forestås som sædvanligt af Keld Skygge Andersen. Seneste tilmelding er den 23. februar 2016 til instruktøren.

Kurset er gratis for Dbf medlemmer af Aalborg Biavlerforening, øvrige kan deltage for den beskedne pris af 400,- kr.

Tirsdag, den 19. april kl. 19.00 starter vi den nye sæson i skolebigården.