ORIENTERING FRA AALBORG BIAVLERFORENING

Når I modtager denne ORIENTERING FRA AALBORG BIAVLERFORENING er sommeren ved at gå på hæld. De fleste biavlere har høstet den sidste honning, og kun honning fra lyngtrækket mangler at blive slynget. Det ser ud til at honningudbyttet bliver mindre end sidste år.

Den årlige generalforsamling af holdes den 18. september, og bestyrelsen skal opfordre medlemmerne til at møde op. Det er som altid, når foreningens medlemmer er samlet, en hyggelig aften, hvor man uforpligtende har lejlighed til at give sin mening til kende om foreningens virke.

Bemærk at årets sidste sammenkomst i Lundby Hedehus afholdes allerede den 10. november. Arrangementet er fremrykket af hensyn til oxalsyrebehandlingen. Tendensen går i retning af behandling så tidligt som muligt, således at de tilstedeværende mider skader mindst muligt. Bifamilierne skal være fri for yngel, fordi oxalsyre ikke virker bag forseglet yngel. Endvidere skal temperaturen være over 0 grader.

Husk vores hjemmeside, www.aalborgbiavl.dk , hvor alle forhold om foreningens virke og kontaktoplysninger vil være opdateret hele tiden. På hjemmesiden vil det også være muligt at få optaget indlæg, annoncer og fotos fra medlemmerne. Bidrag sendes til bestyrelsen. Husk også Danmarks Biavlerforenings hjemmeside www.biavl.dk , hvor der er et forum med tusindvis af emneopdelte indlæg fra medlemmerne. På denne hjemmeside findes der også mange faglige temaer.

PROGRAM FOR EFTERÅRET 2012

Foreningens aktiviteter finder sted på tirsdage kl. 19, hvis ikke andet er nævnt.

Tirsdag, den 4. september finder det afsluttende møde i skolebigården sted. Vi sørger for, at bigårdens materiel og lager er klar til vinteren.

Tirsdag, den 18. september afholdes ordinær generalforsamling. Se vedlagte dagsorden m.v. Der serveres en forfriskning og lidt mad.

Tirsdag, den 16. oktober afholdes årets honningbedømmelse på Food College, Rørdalsvej 10. Honningen vil blive bedømt af kyndige dommere. Prisen er pr. glas 20 kr. Honning til bedømmelse skal indleveres dagen før, mandag den 15. oktober i tidsrummet kl. 17 til 19 til Kjeld Skygge Andersen, Ullavej 18 i Vejgaard. Der kan højst deltage 1 glas pr. medlem.

Alle får bedømmelseskort på sin honning, og dommerne vil efter bedømmelsen kommentere bedømmelserne.

Medens dommerpanelet arbejder, vil biinspektør Jørgen Henriksen gennemgå Det Centrale BigårdsRegister (alle landets bigårde registreret på nettet) og fortælle om den store betydning, det vil få for bisygdomsbekæmpelsen. Ved skærmbilleder på stor skærm kan man følge, hvor let det er at registrere en bigård og høre, hvilke fordele det giver at have sin bigård registreret.

Lørdag, den 10. november kl. 13 afholdes årets sidste sammenkomst i Lundby Hedehus. Oxalsyrebehandlingen gennemgås, og der vil blive serveret gløgg og æbleskiver.